I Østrig findes der intet servicegebyr. Der lægges intet oven i din regning, intet er obligatorisk, og ingen reagerer dårligt, hvis du slet ikke giver noget. Det, der findes i stedet, er en vane, og vanen er bemærkelsesværdigt ensartet: fem til ti procent, givet i det øjeblik du betaler, kontant. Den ene sætning besvarer det meste af, hvad besøgende vil vide. Resten af denne side handler om de situationer, hvor det ikke er helt så enkelt.
Den korte version
| Hvor | Hvor meget | I praksis |
|---|---|---|
| Forudbestilt transfer | 5–10 % | Ikke inkluderet i den faste pris. Det er servicen, der tæller, ikke afstanden. |
| Taxa med taxameter | Rund op, ca. 10 % | En tur til 14,20 bliver som regel til 15 eller 16. |
| Restaurant | 5–10 % | Nævn det beløb, du vil betale, når tjeneren siger, hvad regningen lyder på. |
| Café eller bar | Rund op | 4,60 bliver til 5. Kaffehusene forventer det mere, end barerne gør. |
| Piccolo, værelsesrengøring | €1–2 pr. kuffert eller dag | Lægges i værelset, ikke i hånden. |
| Frisør, byrundvisning | ca. 10 % | Samme logik som på restaurant. |
| Butikker, apoteker, billetluger | Ingenting | Forventes ikke, og det er lidt akavet at tilbyde det. |
I taxaen — og i den forudbestilte transfer
En Wien-taxa med taxameter er enkel: Du runder op eller lægger cirka ti procent til på en længere tur. En forudbestilt transfer føles anderledes, fordi prisen lå fast, før nogen satte sig ind i bilen — og passagerer antager ofte, at dermed er alt afgjort.
Vores faste pris inkluderer ikke drikkepenge. Den dækker turen, køretøjet og ventetiden. Om du giver noget oveni, er din beslutning, og den bør følge den service, du faktisk fik — ikke turens længde. De fleste chauffører er glade for fem til ti procent; på en transfer til centrum til €44 er det cirka €2 til €4,50. Har en chauffør virkelig gjort din ankomst lettere, er der ingen øvre grænse.
Vi siger det åbent, fordi det virker begge veje. En chauffør, der ved, at god service bliver bemærket, opfører sig anderledes end en på ren fastløn: Han holder øje med ankomsttavlen i stedet for uret, han bærer den tunge kuffert uden at blive bedt om det, og han ved, hvilken hotelindgang der faktisk er åben klokken seks om morgenen. Det er det, du betaler for, når du giver drikkepenge — ikke en afgift, men et signal.
Og det virker også den anden vej. Kom chaufføren for sent, var han uvenlig, eller kørte han dårligt, er det et helt legitimt svar ikke at give noget — og det fortæller os noget, vi har brug for at vide. Drikkepenge givet af forlegenhed hjælper ingen.
Sådan giver du dem i praksis
Her bliver besøgende fanget på det forkerte ben, for Østrig gør det anderledes end den engelsksprogede verden. Man efterlader ikke penge på bordet. Mønter, der bliver liggende, efter at du har betalt, ligner noget, du har glemt, og på en travl café kan de ende hos den forkerte.
I stedet er drikkepengene en del af betalingen. Tjeneren kommer til bordet og nævner beløbet. Du siger den sum, du vil betale — med drikkepenge — og giver pengene. En regning på 18,40 bliver til »tyve, tak« — de 1,60 bliver som drikkepenge, og der kommer ingen byttepenge tilbage. Skal netop byttepengene blive, hedder sætningen »stimmt so«: det passer, behold dem.
Det samme gælder i en taxa og i en transfer. Du siger det samlede beløb, du vil betale, eller du giver en seddel og siger »stimmt so«. Ingen tæller noget efter foran dig.
Derfor kan dit kort ofte ikke
Wien tager kort næsten overalt. Drikkepenge er undtagelsen. Mange terminaler i restauranter, caféer og taxaer trækker simpelthen beløbet på regningen og har intet felt til noget ekstra, og mindre steder ville personalet ikke engang vide, hvordan man lægger noget til, hvis du spurgte.
Den praktiske konsekvens er uglamourøs: Hav lidt kontanter på dig. Der skal ikke meget til — en håndfuld mønter og et par små sedler dækker en uge med kaffe, taxaer og en piccolo. Rejsende, der ankommer kun med kort, er dem, der står ved bordet og undskylder, og det er en værre oplevelse end simpelthen at have to euro i lommen.
Hvor ingen forventer noget
Supermarkeder, bagerier, apoteker, offentlige kontorer, museumskasser, offentlig transport. Ingen af de steder forventes der noget, og tilbyder man det, bliver det høfligt afslået eller mødt med stille undren. Én ting ligner drikkepenge, men er det ikke: Mange offentlige toiletter i Wien tager halvtreds cent ved drejekorset. Det er et gebyr, det er ikke frivilligt, og det går ikke til nogen som drikkepenge.
Spørgsmål, vi faktisk får
Forventes der drikkepenge i Wien?
Forventes er et for stærkt ord, men det er normalt. Ingen løber efter dig på gaden, og ingen regning har et obligatorisk servicegebyr. På restauranter, caféer og i taxaer hører drikkepenge til rutinen, og det bliver bemærket, hvis man slet ikke giver noget. Fem til ti procent dækker næsten enhver situation.
Er drikkepenge inkluderet i ATAVs transferpris?
Nej. Vores faste pris dækker turen, køretøjet og ventetiden — drikkepenge er ikke inkluderet. Om du giver, og hvor meget, er helt op til dig og afhænger af den service, du fik. De fleste chauffører er glade for fem til ti procent, hvilket på en transfer til centrum er cirka €2 til €4,50. Der er ingen øvre grænse, hvis du var virkelig begejstret.
Hvordan giver jeg drikkepenge på en restaurant i Wien?
Du giver dem, når du betaler — ikke ved at lade mønter ligge på bordet. Tjeneren nævner det samlede beløb, og du siger den sum, du vil betale, med drikkepenge — sig »tyve« til en regning på 18,40 — og får byttepenge ud fra det. »Stimmt so« betyder: Behold resten.
Kan jeg give drikkepenge med kort i Østrig?
Ofte ikke. Mange kortterminaler i Wien har intet felt til det, og mindre steder trækker maskinen simpelthen beløbet på regningen. Et par mønter og små sedler på lommen er det praktiske svar — selv i en by, hvor kort ellers virker næsten overalt.
Hvor meget giver jeg en taxachauffør i Wien i drikkepenge?
Rund op, eller cirka ti procent på en længere tur. Ved 14,20 på taxameteret betaler de fleste 15 eller 16. På en forudbestilt transfer til fast pris gælder samme logik — du bedømmer servicen, du genberegner ikke prisen.
Hvor bør jeg ikke give drikkepenge i Wien?
I supermarkeder, på apoteker, i bagerier, på offentlige kontorer og ved billetluger. Ingen forventer noget dér, og det kan blive akavet at tilbyde det. Offentlige toiletter er undtagelsen i den modsatte retning: Mange tager 50 cent ved indgangen, og det er et gebyr, ikke drikkepenge.